Reformer eller revolution? (FV 2011)
Op i mod folketingsvalget gør jeg mig naturligt nogle tanker om, hvilket parti, der har gjort sig fortjent til min stemme. Lad det være sagt med det samme – det er nemmere at finde nogle, der har diskvalificeret sig. Siden 2001 er der blevet gennemført en række reformer – bl.a. politireform, retsreform, kommunalreform, arbejdsmarkedsreform, skolereformer, universitetsreformer – for ikke at nævne diverse sammenlægninger, pakker og digitaliseringer. Alt i alt en opbrudstid uden sidestykke (og glem ikke at vi stadigvæk er i krig). Nu er et godt tidspunkt at gøre status.
Lad os skyde lidt med spredehagl og se på, om jeg kan finde nogen succeshistorier i mellem alle disse projekter. Selvom jeg har gennemgået dem alle – er der ikke nogen af dem, der har været en ubetinget succes – eller blot levet op til de argumenter, der var for dem. For at tage den jeg har været mest direkte i karambolage med – indførelsen af eIndkomst/LetLøn. Det gamle Told&Skats knap 100 kontorer blev fusioneret (nu blot kendt som Skat) og samlet i 13 ‘super’-kontorer, som senere blev samlet i 5. Stort set samtidig med det blev eIndkomst/LetLøn indført (i hvert fald foregik alt analysearbejdet sammenfaldende med sammenlægningen). Firmaer blev pålagt at indberette elektronisk til systemet – endnu inden API’et (grænsefladen mellem det offentlige system og de enkelte virksomheder) var helt færdigt endsige gennemtestet. Det ledte til en række problemer – bl.a. kunne det ikke håndtere personer, som skulle bruge deres hovedkort på mere end et arbejdssted indenfor samme måned for at tage den mest grelle. Derudover var der ingen sammenhæng mellem betalinger og opkrævninger, indberetninger gik tabt, og det var ofte tilfældigt hvorvidt pengene blev hævet på firmaets konto på afviste/fejlbehæftede indberetninger.
Generelt kan man sige om mange af digitaliseringerne foregik som ‘big-bang’ implementationer. Fra den ene dag til den anden skiftede alt. Den Digitale Tinglysning skiftede medarbejderstab samme dag, som den gik i luften (i øvrigt en rammende metafor) med alenlange sagsbehandlingstider, tabte penge osv. til følge. Generelt har politikernes holdning været, at det var borgernes eget problem. De enorme tab har indtil nu ikke resulteret i noget som helst. Min oplevelse (f.eks. i forbindelse med de ulovligt opkrævede ejendomsskatter) er at retssikkerheden har veget for det offentliges konstante krav om effektiviseringer på borgernes bekostning. Arbejdsbyrder er blevet væltet over på borgere/virksomheder uden kompensation. Hvor det før var det offentliges, der havde pligten til at informere om hvordan sagsgang skulle foregå, kontakte og instrurere den enkelte borger – er det nu alene borgerens pligt at finde ud af hvordan den nye digitale løsning fungerer og skal anvendes. Fejl vil aldrig komme borgeren til gode – ydelser kan tabes, hvis blanketter blev fejlagtigt udfyldt.
Et andet godt eksempel er den såkaldte ‘Lømmelpakke’, knivlove og diverse ‘Terrorpakker’, hvor borgernes retssikkerhed og demokratiske rettigheder er tilsidesat for politiets arbejdsro(!). I øvrigt er betegnelserne utrolig mærkelige – de rammer jo ikke kun lømler, terrorister og andre slyngler. Mængden af mennesker der er kommet i klemme synes jeg slet ikke står mål med hverken deres ‘forbrydelse’ eller det generelle trusselsbillede i Danmark. Til gengæld går kriminelle fri, fordi domstolene (som også er ved at rejse sig fra asken af retsreformen) er overbebyrdet med straksdomme for knivbelæssede håndværkere, mens hårde kriminelle bliver frikendt pga. for lang sagsbehandlingstid. 14-årige børn bliver arresteret, sat i fængsel – mens de forebyggende tiltag bliver syltet (igen i direkte modstrid med løfterne før vedtagelsen).
Nej, jeg synes ikke der er meget at juble over (min overfladiske gennemgang giver slet ikke retfærdighed til alle de mennesker, der er blevet ufrivillige forsøgspersoner i diverse eksperimenter). Jeg synes i den grad, politikerne burde være bedre til at ændre tingene i et langsommere tempo, så alt ikke bliver gjort forhastede, i blinde og stort set altid med enorme budgetoverskridelser til følge. Inden den ene reform/pakke er implementeret bliver den næste vedtaget så det er umuligt at finde ud af, hvad der virker – og hvad der så absolut ikke gør.