Om at komme med ideer – eller være Rasmus modsat
Det er forstemmende, når Venstre (tilsyneladende) starter valgkampen med at nedgøre S-SF’s Fair Løsning. Her har de muligheden for efter det første gruppemøde, friske tilbage efter sommerferien, med de politiske batterier ladet helt op… og så kommer de med det!? Hvad fanden sker der lige for det? Er det virkelig hvad I har af visioner for det danske samfund?
I de gamle grækeres tid (som i øvrigt er forløberen for det demokrati vi har nu) brugte man mange kræfter på at nå den bedste løsning. Her blev retorik opfundet. Den der havde de bedste argumenter, ‘vandt’ diskussionen, og hans ideer blev følgelig til lov. (Det var ikke helt så enkelt, men det var grundtanken). Det specielle ved det arrangement var, at det typisk ikke var den, der havde de bedste argumenter med hjemmefra der vandt, men den der under debatten var bedst til at samle sammen på de andres gode argumenter og så finde det bedste kompromis. Det var således en stor styrke at komme med åbent sind ind på scenen og blive klogere undervejs.
Den disciplin burde man få et grundkursus i inden man fik lov til at komme igennem dørene på Christiansborg. Jeg har til gode at opleve en debat i folketingssalen, hvor der er en politisk modstander, der udbrød: “Hold da kæft – det havde jeg ikke tænkt på… hvad om vi kombinerede de to ting, så kunne vi…” Næh, alle holder stædigt på deres og vil ikke – om det så koster en rigtig god løsning – give de politiske modstandere indrømmelser. Folketinget kan trække på de klogeste hoveder i landet – de har data, som virksomhedsejere kun kan drømme sødt om – og så kaster de alt det bort alene for billige politiske point? De skulle skamme sig!
Jeg er ikke ubetinget enig i S-SF’s Fair Løsning – jeg kan se gode ideer blandet med dårlige. Men hvis nu regeringen var større mænd end de er, ville de tage handsken op og komme med deres _konstruktive_ forslag. I stedet sidder de med korslagte arme og siger: “Vores plan er bedre… for … for … den er blå!” Velkommen tilbage til Grøn Stue. De estimater der er i de to forskellige løsninger lider under samme problem. Det er svært at spå – især om fremtiden. Så jeg kan afsløre at begge planer vil være forkerte, hvis vi læser dem om 10-15 år. I virksomhedsøkonomi arbejder man typisk med 1, 3 og 5 års planer. Alt andet kalder man visioner. For det er det, det er! Det er: “Hvordan kunne vi godt tænke os Danmark i 2020 – og hvad kunne vi tænke os at gøre for at nå derhen?” At angribe sådanne planer med nærlæsning af forudsætninger giver ikke mening!
Så, min opfordring? Kom op af hullerne og fortæl os, hvad _I_ har tænkt jer at gøre! (Iøvrigt har jeg respekt for håndteringen indtil nu fra ‘den røde blok’ med et træk på smilebåndet).