Meningsmålinger – videnskab eller galskab?
DR offentliggjorde den 11. august inden for 1 time to forskellige meningsmålinger. Den ene med titlen “Øretæve til VKO i ny meningsmåling” og den anden “Venstre stormer frem i ny måling”. Den første viste en 55.5%/44.3% fordeling mens den anden viste en 50.6%/49.2%. Forklaringen er der for mig ikke noget overraskende i. Det er statistik – eller med min statistik-lærers ord – politisk vinklet ønsketænkning. Usikkerhederne i en måling af politiske vinde er enorm.
Lad os tage nogle stykker: Udvælgelsen af respondenter. De fleste meningsmålinger tager udgangspunkt i ca. 1000 personers meningstilkendegivelser. Men vent – det er ikke helt korrekt – de tager udgangspunkt i 1000 tilbagemeldinger. Det man med et fint ord kalder respondenter. Det jeg fisker efter her er at for at en meningsmåling skal give mening (haha) skal udvælgelsen være repræsentativ. Dvs. at alle samfundslag, uddannelser, økonomisk stillinger osv. skal være repræsenteret i et omfang der svarer til deres repræsentation i befolkningen. Igen ikke helt teknisk korrekt – de skal indgå med deres vægtede repræsentation. Der er nemlig nogen, der ikke må stemme – alle under 18 og andre umyndiggjorte skal altså sorteres fra.
Hvem må institutterne så ringe til? De må ringe til myndige personer i Danmark… med fastnetnummer. Okay – det er ikke helt korrekt – de må ringe til alle fastnetnumre som ikke har hemmeligt nummer. Mobilnumre må de ikke som udgangspunkt ringe til – fordi de ikke kan vide, om det er en mindreårig, der har telefonen. (De må gerne, hvis personerne selv har givet tilladelse til det). Nå! Næste problem – der er ingen offentligt tilgængelige data på indkomstforhold koblet med telefonnumre. Ej heller uddannelser… Ej heller køn… Nu kommer det spændende så… Hvad hulen gør institutterne for at sikre repræsentativitet. De har dybest set to muligheder: De kan lave noget der tilnærmelsesvist er repræsentativt eller de kan snyde.
Det de kan gøre er, at når de får en person i røret, kan personen fortælle, hvilke kategorier han/hun hører hjemme i. Og når de så har fået fat i ca. 1000 tager de den store tabel frem – og sammenholder deres respondenter med Danmarks Statistik for, hvordan de forskellige grupper skal vægtes.
Okay – det var det første problem. Der er temmelig store muligheder for at respondenterne er uhm… lad os sige, upræcise i deres demografi. Næste problem – en respondent er kun respondent, hvis vedkommende svarer. Bare det tidspunkt man vælger at ringe på er kritisk for hvilke dele af befolkningen man rammer. Folk med 8-4 jobs… nok bedst at ringe efter 4. Børnefamilier… nok ikke så godt omkring puttetid… folk med nattevagt bliver sure når man vækker dem om eftermiddagen… Jeg er nok ved at have lavet min pointe. Okay – 3dje problem: Folk lyver. Ikke nødvendigvis bevidst. Ikke nødvendigvis i nogen ond mening. Eller sagt på en pænere måde – de er upræcise i deres svar. Alt efter om du spørger dem om morgenen med den første kop kaffe i hånden med avisen opslået på dagens varme politiske kartoffel – eller du rammer dem i aftensmaden med tre skrigende unger der alle hellere ville have pomfritter end blomkålssuppe – mit bud er at du ikke får lige uddybede svar. Og indplaceringen i forhold til indkomst mv. vil være… spændende.
Nogle analyseinstitutter er nu begyndt at lave statistik over noget de kalder vægtede meningsmålinger. Dvs. at de tager alle de gennemførte meningsmålinger og putter dem ind i deres egen matematiske vridemaskine. De ‘tager højde’ for hvor tæt det enkelte analyseinstitut var på det ‘rigtige’ resultat ved sidste valg, hvordan de normalt ligger i forhold til hinanden… Med andre ord, de tager nu et nyt gæt baseret på sandsynligheden af at de andres gæt ud fra hvor heldige de tidligere har været (!?). For alle ved jo, at hvis bare man gætter mange gange nok, så rammer man sandheden flest gange… Min gamle chef ville på nuværende tidspunkt have sagt: “Der findes løgn, forbandet løgn… og så statistik”. Han ville højst sandsynligt også have nævnt SPT værdier (Slag-På-Tasken) et par gange.
Så – der er altså masser af problemer med meningsmålinger – og jeg har ikke engang berørt det værste af dem. Ikke alle mennesker stemmer (Valgdeltagelsen var 86,53 % ved folketingsvalget i 2007). Og sofavælgerne er ikke lige godt repræsenteret i alle partier, indkomstgrupper osv. Meningsmålinger er altså udtryk for nogle delvist tilfældigt udvalgte’s sindelag på et givent tidspunkt ganget med sandsynligheden for at de vil stemme… Eller sagt på en anden måde: Svarene analyseinstitutterne får kan tolkes vidt forskelligt efter analysemetode, algoritmer til vægtning osv.
Er dette en hemmelighed? Næh. Er journalister ikke klar over det? Joh. Er de politiske kommentatorer ikke klar over det? Joh. Hvorfor stiller de så op (for kommentatorerne)/bringer de historierne(journalisterne)? Fordi de får penge for det. Det er godt stof. Fuldstændig ligesom vejrudsigter. Alle ved vejrudsigten stemmer lige så godt som en børneguitar efter halvandet år i en vuggestue. Alligevel sluger vi det råt. Vi kigger på alle deres data – siger nååårh…. jaaehh… til deres fortolkninger. Og tager paraplyen med alligevel (Så ved man da at det ikke kommer til at regne).
Så mit valgforsæt? Jeg har tænkt mig at ignorere meningsmålinger – og lytte til politiske budskaber i stedet.
PS: Jeg er fuldstændig klar over at analyseinstitutterne har vendt sig mod internettet for at finde nye respondenter (de er ved at rende tør for tilfældige folk med fastnet telefoner) – men lad os bare sige, at jeg ikke tror det forbedrer datagrundlaget…