Status på mine projekter i øjeblikket
Det her er egentlig mest en chance for mig selv for at danne et overblik over mine igangværende projekter (så jeg kan grine af det om 10 år…).
På arbejde er der ild i 3 forskellige projekter med varierende formål. Hovedprioriteten er vores brancheløsning, som kører i drift hos den første kunde, og som snart vil begynde at vende fokus mod nye moduler og ny funktionalitet. Der har været en del udfordringer i forhold til at performance-optimere det. Dels har jeg truffet et par uheldige valg i forhold til domænets opbygning, som har gjort query’ing tungt og dels har jeg været udfordret med en kraftig udskiftning i projektstaben.
Den næst-højeste prioritet er vores online booking. Den kører nu i drift hos tre kunder – det er en forholdsvis simpel løsning, men har indtil videre vist stort potentiale. Fokus her er på at få lavet de sidste kundetilpasninger og generelle små-funktionaliteter som vil gøre livet lidt lettere for vores kunders kunder. Samtidig er der et par integrationsmæssige udfordringer, som ikke er 100% løst endnu.
Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi startet et pilot-projekt, som skal vise om vi kan samarbejde med en kon-kollega. Vi venter os meget af samarbejdet – foreløbigt har vi investeret en 30-40 timer på samarbejdet fra hver deltager (hvoraf omkring halvdelen er gået med koordination, møder og afklaring af funktionalitet). Så, det er i sin spæde start, men hvis alt klapper, vil det være en kæmpe fordel for begge firmaer – der er nu engang stor forskel på at gå fra at have en til at have tre at sparre med. Heldigvis minder vores firmaer meget om hinanden i forhold til hvordan vi tænker den fælles løsning – selvom firmaerne iøvrigt er vidt forskelligt drevet. Bare vidensdelingen og kompetence-bytning vil være af enorm betydning.
For første gang i udviklingsafdelingens historie har vi haft en måned med overskud… stort hurra (især fra min stakkels chef…) for det. Det vil nok være en enlig svale et stykke tid endnu – jeg siger snart goddag til en ny kollega, som skal hjælpe mig med at få styr på især test-delen af vores brancheløsning. Så der vil gå en periode med nedsat produktivitet indtil han har fået en chance for at sætte sig ind i løsningen.
Rent privat har jeg et projekt kørende med en tidligere arbejdsgiver, som dog er lagt på is indtil de finder ud af hvorvidt de skal ISO-certificeres. Det er for mig en lille hyggeopgave, der skal give dem et IT-system som understøtter deres nye LEAN-strategi. Omfanget er indtil videre ukendt, men vi har satset efter de lavest hængende frugter på tilbudsgivningen.
En spændende tid venter… Mange tiltag, der kan blive både en dreng og en pige.